Brand og plyndring
Brand og plyndring af Lyngsgård
nyI forsommeren 1525 mødtes bønderne i den lille skånske landsby, Sønder Vram, hos smeden Ole Jensen. Det var sent på eftermiddagen og en nytilkommen var lige kommet til byen, en forhutlet munk med nye tidender udefra.
Munken var høj og slank med lyst hår og når man så bort fra skidtet i hans ansigt ret køn. Han fortalte at han var rømmet fra det nærliggende Herresvad kloster. Abbeden var særlig streng og nogle af munkene havde længe tænkt på at rømme og igår var 3 af munkene stukket af straks efter frohmesse. Munkenene havde lige hørt nyheder fra København. Niels Brahe til Vandås, en nærliggende herregård, havde fået sin gård indraget af Kongen og blevet henrettet, for sin deltagelse i bondeoprøret på bøndernes side. Godset som var ret stort og lå tæt på og var kendt af alle bønderne, nogle havde venner og slægtninge der var fæstere på godset. Det blev ikke bedre af at den lokale godsejer, Hr. Claus Bille Basse havde købt godset af kongen, ja nogen sagde at han havde fået det i belønning. Han var en hård hund, havde været med i det stockholmske blodbad, hvor han sammen med Hr. Søren Nordby havde udtaget de der skulle henrettes. Nu kæmpede han på Frederik den 1´s side efter at have sveget bøndernes ven kong Christian den 2. Hr. Claus var en hård men retfærdig herre, men det at han havde købt eller fået den populære Niels Brahes gods var næsten for meget. Selv de besindige mellem de fremmødte hos smeden, var forargede og syntes at Hr. Claus havde nok-var han ikke herre til Råbeløv og medejer af Lyngbygård foruden han havde det nærliggende Lyngsgård og så de sjællandske godser, Allinge og Gl. Køgegård og nu det nye gods Vandås.
Smeden sagde, jeg har hørt, at der også er kommet en ny skat der skal betales af alle gårde, den er på 24 skillinge. Det gjorde jo ikke stemningen blandt bønderne bedre.
De udsuger os så vi snart ikke har råd til det daglige brød, sagde Andreas, det var munken. Det var meget bedre i de gamle dage unden kong Christian sagde Lone.
Hr. Søren Nordby og en masse bønder har hærget hele Skåne og nedbrændt mange herregårde, det skulle vi måske også gøre, sagde Andreas. Der lød en bifaldende mumlen fra de forsamlede bønder.
Ja en ting er sikker, gør vi ikke noget selv, sker der ikke noget. Så må vi bare betale med vores ansigts sved, og lystre det dumme svin til ridefogden på Lyngsgård, sagde Andreas. Jeg synes vi skulle afbrænde Lyngsgård og plyndre den for alt hvad der er, Hr Claus er bortrejst. Han er på vej til Landskrona, hvor de skal møde Hr. Søren, der er der med sin bondehær. Der gik et gisp gennem forsamlingen, et var at brokke sig over landgilde og skatter, noget andet at gå til håndgribeligheder. De var alle klar over at gjorde de det, var der ingen vej tilbage, og langsomt forsvandt nogle af forsamlingen, Jens Pedersen, Oluf Nielsen og endelig smeden.
Andreas havde nu fået talt sig varm og der udgik en ordstrøm af hans mund, gider i blive ved at finde jer i det? Vil i blive ved at arbejde hårdt for det dumme svin til herresfogeden og hans herre det rige svin til Hr. Claus? Han blev ved og ved smed om sig med ukvemsord så man havde svært ved at tro at han var en tidligere munk. Gå hjem og hent nogle høtyve og våben, Per du har en gammel armbrøst, sagde munken.
De mødtes igen et øjeblik senere og begyndte at gå ad allen til Lyngsgård, flokken af bønder var skrumpet ind til 32 inklusive 6 kvindfolk. Så dukkede Lyngsgård frem, det var en stenhus i 3 længer og i 2etager. Det lå der helt mørkt i solnedgangen i den lune junisol. Der var ingen mennesker at se men der var lys i et af vinduerne. Lad os finde ridefogeden og give ham nogle bank, kvinderne råbte højest nu da de fik ild på nogle medbragte fakler og de lyste op da de kom ing på gårdspladsen. Munken råbte højt på herredsfogeden flere gange inden han kom ud til dem og gik frem imod dem for med sin pisk at jage dem væk. Bønderne stimlede sammen om ridedsfogeden og på trods af hans pisk gik de tættere og tættere på ham. Ridefogeden slog ud mod dem, men så faldt de alle over ham og gav ham et ordenligt lav tæsk. Da de var færdige var han helt blodig i ansigtet men som om det ikke var nok, gik kvinderne igang med slag, spark og skældsord jog de ham ud ad gården.
Så kom kokkepigen Maren ud af huset og begyndte at skrige ad dem, men de gik bare frem til husets hovedfløj. Andreas sagde de skulle komme og bryde døren op og et par bønder kom og i fælleskab fik de brudt døren op, og de væltede ind i Hr. Claus Bille Basses fædrende hjem, mange af dem havde været når de skulle tale med godsejeren og de var alle lidt benovede, men så førte Andreas an og de gik videre til de andre rum. Kom nu råbte Andreas og de kom ind i den store spisesal med det store bord og stole rundt om. Andreas satte sig i stolen oppe for bordenden og sagde nu er jeg herren og jeg vil gerne have mad og vin. Et par af kvinderne løb ned i køkkenet og tog, trods kokkepigen Marens vilde protester et stykke steg, pølser og nogle brød med op til Andreas. De sad alle ved bordet og spiste da pludselig en stol brød sammen sammen under en af dem, tykke Per, han havde siddet og vippet på stolen og det var mere end stolen kunne klare. Så begyndte de at gå helt amok og smadrede hele møblementet. De gik videre og stjal alt hvad de kunne bruge og tog endelig noget mad i spisekammeret de for igennem alle rum, stjal og smadrede alt hvad der var. De for ud i gården og Andreas tog en brændene fakkel fra en af de andre og satte ild til noget hø der lå på gårdspladsen og kastede derefter den brændende fakkel, igennem et vindue de andre fulgte Andreas eksempel og kastede de fakler de havde i hænderne ind ad vinduerne, og snart hele gården i flammer. Det begyndte at blive varmt og de trak sig lidt tilbage, og sad der og så på medens gården brændte.
Da gården var brændt ned gik de tilbage til Søndre Vram og hen til smeden og sad og diskutterede dagens slag med ridedsfogeden og Maren kogekone. Det blev sent inden de udmattede af dagens gerning lagde sig til at sove.
Næste morgen diskutterede de om de skulle tage ned og slutte sig til bondehæren under Hr. Søren Nordby ved Landskrona. Andreas sagde, at de ikke kunne blive da godsejeren nok ville hævne sig på dem for tabet af sin fædrende gård. Efter noget snakken frem og tilbage blev de enige om at drage ned til Landskrona og slutte sig til bondehæren. Så begav de sig på vej til fods, gruppen af bønder var nu skrumpet ind til 27 inklusive kvindfolkene som der stadig var 6 af.
Det var et pragtfuldt vejr, solen skinnede fra en skyfri himmel.
Andreas gik forrest sammen med Lone og snakkede, de var blevet rigtig gode venner og det var tydeligt at de nød hinandens selskab.
De stoppede ved en stor selvejergård og spurgte om de godt sove i deres lade. Bonden sagde at det var i orden men de havde ikke mad nok til så mange mennesker, det gør ikke noget, sagde Andreas vi har taget noget på Lyngsgård, i må godt spise med. Andreas satte sig ned sammen med Lone og pludselig lod hun sin hånd glide gennem hans lyse hår.
Efter at have spist gik de til ro i høet og Andreas der jo ikke havde været vant til kvindfolk nød rigtig at være sammen med Lone og lidt efter rykkede de længere ind, hvor de kunne være mere sig selv. Så gik det som når der er tale om gensidig sympati, de var sammen som mand og kvinde.
Lone var 26 år og enke, ægtemanden var død ved en ulykke for 8 mdr. siden og hun havde ikke været sammen med en mand siden hun blev enke.
Næste dag begyndte de at gå mod Landskrona da de pludselig mødte en deling landsknægte. De blev udspurgt af befalingsmanden som derefter besluttede at tage dem med til hovedlejren. Da de kom til lejren var en af de første de mødte ridefogeden han grinede ad dem med sit ene blå øje. Han var taget direkte til lejren efter det lav tæsk, de havde givet ham og fortalt godsejeren, hvad der var sket med Lyngsgård.
Da de kom til lejren blev de låst inde i et stort bur, hvor de skulle være indtil videre. En af de første der kom hen og kikkede på dem var ingen anden end ridefogeden, han stod lang tid og kikkede på med et stort smil, nu må vi se hvad godsjeren siger til denne fangst, sagde han og stirrede på Andreas.
Så kom de ind til godsejeren først Andreas og så alle de andre, en efter en. Nå der dig der står bag al det ballade, sagde godsejeren. Du har jo så meget mere end disse mennesker som du udnytter på det groveste, svarede Andreas. Jeg syntes ikke du har gjort arbejdet godt nok, der mange stumper af gården tilbage som ikke er brændt. Så derfor har jeg sendt ridefogeden afsted med en vogn for at hente de ubrændte stumper af gården, sagde godsejeren. Så vil vi lave et ordenligt bål her, så du rigtig kan opleve varmen når stumperne brænder. Så kan du samtidig øve dig på dine bønner når du brænder på bålet.
Så kom de andre ind efter en og godsejeren spurgte dem alle om de havde været med til branden på Lyngsgård og de fik alle at vide at de ville få pisk, 12 slag til mændene og 6 til kvinderne.
Om eftermiddagen da ridefogeden var kommet tilbage med vogner med resterne af Lyngsgård begyndte de at stable brændestumperne sammen til et bål. Hen under aftenen kom der mange forenemme folk hen for at kigge på munken og andre fanger i buret Til sidst pakkede de ris uden om bålet og det stod klart til aftenen den 8. juni. En af de fornemme herrer sagde til de andre fornemme der var samlet-jeg synes det er uretfærdigt at Hr. Claus sådan tager retten i sin egen hånd, jeg går tilbage til mit telt og skriver et brev til kong Frederik. Det gjorde han så, han skrev om den munk hr Clus uden videre ville brænde på stumperne af Lyngsgård. Han vidste at kongen ikke kunne nå at gribe ind da munken skulle brændes den følgende morgen.
Det var den 9. juni ved daggry og bønderne blev taget ud af buret en efter en og fik deres straf, kvinderne 6 slag og mændene 12 slag med pisken.
Der havde samlet sig en hel del tilskuere omkring bålpladsen og Claus Bille Basse og ridefogeden fra Lyngsgård var der.
Så kom fangevogterne endelig med munken, der gik mellem dem bagbundet og gik rank hen til bålet. En tilkaldt præst kom til og læste et par ord over munken. Munken steg op på bålet, så sagde Hr. Claus, se nu til munk at du får brændt det helt færdig, hvad du ikke fik brændt sidste gang! Hr. Claus gik frem med en tændt fakkel og satte ild til bålet og risene flammede hurtigt op, og der gik ild i træet fra Lyngsgård. Det var varmt og munken hev og sled i rebene så meget han kunne, så skreg han mod himlen, åh min Gud og så faldt hovedet forover og det lyse hår begyndte at brænde. Til sidst var der ikke andet tilbage end et forkullet lig.