Slægtens oprindelse og historie.
I følge flere sagn og myter går slægten Bille tilbage til før år 1.000. Sådan er det f.eks. beskrevet i 1500-tallet af biskop Ove Billes sekretær, der førte slægten tilbage til kong Frodes regeringstid omkring Kristi fødsel. Men historien kan næppe følge med længere end til 1200 hundredetallet; endda bliver slægten en af de ældste danske adelsesslægter.
Anetavler fra Gudme og Valløby kirker har slægtstavler, der fortæller om en Thørne Bille fra Allingegård, der kan føres tilbage til år 781. Allingegård har forbindelse til Alllindemagle på Sjælland, og her opførtes i 1400-1500-tallet den hovedgård, som i over 200 år var i slægtens besiddelse, Det er naturligvis ikke tilstrækkeligt bevis for, at Billeslægten kan føres så langt tilbage.
Fra en oversigt over ejerne til Solbjerggård: nævnes:
1339 - 1360 Esbern Nielsen Bille slægten
1360 - 1370 Jon Nielsen Bille slægten
1370 - 1395 Niels Jonsen Bille slægten
1395 - 1438 Bent Jonsen Bille slægten
1438 - 1445 Erik Bentsen Bille slægten
1445 - 1456 Torben Bille Bille slægten
1456 - 1489 Peder Bille Bille slægten
1489 - 1529 Anne Lang
1529 - 1537 Laurids Skinkel
1537 - 1577 Sl. Bille Bille slægten
Mollerup og Meidell ser i "Billeættens Historie", de mange sagn som udtryk for, at slægten i 1500-1600-tallet havde behov for at klarlægge sin historie og især føre den så langt tilbage i tiden som muligt.
Nogle mener at Billerne skulle stamme fra Schlesien, hvor der fandtes en slægt ved navn Bielde. Den er blevet sat i forbindelse med slægten Ebersbach, hvis våben har en vis lighed med Billernes. Såvel denne lighed mellem våbnene, som den fælles herkomst er problematisk. At slægtsnavnet Bille optræder så relativt tidligt, kunne styrke formodningen om tyske relationer, fordi man også i Tyskland støder på slægtsnavne 1200-1300-tallet, hvor det endnu ikke er særligt udpræget for Danmarks vedkommende.
I Holsten, ved egnen omkring findes en flod med navnet Bille
Ved en søgning på navnet Bille får man følgende resultat:
The name Bille is rooted in the ancient Anglo-Saxon culture. It is a name for someone who works as a maker of polearms or halbards and billhooks as theese were common weapons in early time.
Spelling variations include: Bill, Bilde, Bille and others.
First found in Summerset, where they held a family seat, long before the Norman Conquest in 1066.
Ridderen Jakob Bille nævnes 1246 men sikker underretning om slægten, har vi først fra 1350 med Jon Bille.
Jon Bille's segl.(o. 1350).
Han skriver sig til Solbjeggaard, http://www.solbjerggaard.com/textpage.aspx?pid=24se her.
Jon er Mathias 15 gange tipoldefar Mathias er del af 20. generation, og min sønnesøn.
Den første mand af navnet Bille er som nævnt ovenfor er hr. Jakob Bille,
han levede på Kong Erik IV Plovpennings tid (1241-1250), men kun hans navn er bevaret. Han var tilstede i Slangerup den 7. August 1246 sammen med Kong Erik IV Plovpenning, Marsken Harald og flere høje gejstlige og verdslige, da Saxe Torbensen skænkede Esrum Kloster sine Ejendomme i Nøddebo. Han er den første med Billenavn, der anses for historisk sikker.
Bent Jonsen Bille (V 1442), er slægtens første betydningsfulde godssamler og var bl.a. lensmand på Dragsholm Slot. 
Når han blev så stor en godssamler skyldtes det godt købmandskab og et heldigt giftemål. Han giftede sig med Inger Torbernsdatter Galen, datter af Torben Pedersen Galen og Christine Eriksdatter af Skarsholmslægten. Skarsholmslægten nedstammede fra Hertug Niels af Halland, der var uægte barn af Esben Snares enke, Helene, og Valdemar II Sejr. Se stamtavlen her. Begge de to familier uddøde samtidigt i disse linier, hvorved Bent Jonsen Bille erhvervede sig meget gods ved arv fra de efterladte enker.
En af Bent Jonsens sønner, ridder Torben Bille (V 1465) står centralt i genealogisk og politisk henseende. Allerede i 1448 blev han rigsråd og var med ved forhandlingerne i Halmstad i 1450. Han var gift med Sidsel Ovesdatter Lunge, der i 1490 og 1496 er nævnt som hofmesterinde hos dronningen. (Christine af Sachsen 1461-1521 gift med Kong Hans)
En berømt gejstlig møder vi i Ove Bille, han blev født på Svanholm som søn af Peder Bille og Anne Gyldenstjerne 1475. Han studerede på Købehavns universitet og senere i udlandet. 1501 overtog han det ledige kanonikat ved Roskilde domkirke. Han var allerede begyndt sin diplomatiske løbebane, således var han med ved unskrivningen af Kalmar dommen 1. juni 1405. Det følgende år bliver han kongens kansler, et embede som han skal beklæde i 14 år. Kong Hans skal således have sat så stor pris på ham, at han før han døde skal have anbefalet ham til sin søn Christian II. Kansler embedet var ensbetydense med meget arbejde men gav også stor indflydelse og betydelige indtægter. Han idtog således en fremtrædene plads i forhandlinger omkring giftemålet med kejser Karl den V søster Isabella. Som kansler var han tæt på kongen og har kendt til hans forhold til Dyveke og til kongen store sorg over hendes død og Torben Okses henrettelse. Den hengivenhed Ove Bille havde for Christian II kom stærkt til udtryk i hans forhold til kongen i disse år,
under kongens afsættelse, idet han stod ham bi i lang tid. Han var da biskop i Århus. I Århus domkirke er hans ligsten.
En anden af slægtens kendte personer er Peder Lykke Bille 1359-1436, der som yngre søn bliver han tidligt bestemt til den gejstlige vej, hvilket var naturligt for ung adelsemand, af god slægt, var en sikker vej til høje embeder, store indtægter, betydelig indflydelse. Han er broder til Bent Bille, som har et tæt forhold til livet gennem. Han studerer ved fremmede universiteter. I året 1385 udnævnes han til ærkedegn i Roskilde. Han blev en betydig mand, således fik han 5 maj 1401 lejdebrev af den Engelske Kong Henrik den 4., til på ny at besøge England og forblive der indtil julen 1401. Bryluppet mellen den Engelse prinsesse Phillipa og Kong Erik, kommer således istand som et resultat af hans diplomatiske evner. Efter at have ledsaget den 13 årige prinsesse til Danmark, hvor hun blev gift med danske Kong Erik den 26. oktober 1406. Peder Lykke bliver udnævnt til ærkebiskob i Lund. Hans segl med Billevåben er bevaret, se under våbenskjold.
Julemiddag på Søholm anno 1490:
Omtrent samtidig med Torben Billes overtagelse af Søholm ægtede hans søn Bent Bille Magdelene Stigsdatter af den rige skånske slægt Krognos. Da hun døde i sin første barselseng giftede hr. Bent sig med Fru Ermegård, der var enke efter lensmanden på Tranekær Philip Axelsen Thott.
På en lille løs seddel med Jordebogsoptegnengelser, findes bevaret et juleminde med følgende påskrift "Anno Domini 1490 Sct. Knuds Hertug og Martyrs Dag, da var denne Jule Lav gjort, Gud til Lov og hans Benedidte Moder Jomfru Maria med alt Himmeriges Herskab og alle christne sjæle til at lyse paa."
Item Bent Bille og Ermegaard
--- Hans Bille
--- Torben Bille
--- Anders Bille
--- Magdalene
--- Hr. Henrik Knudsen og hans Hustru Katrine
--- Cecilie Ovesdatter
--- Peder Bille og hans Hustru Fru Anne
--- Steen Bille og Fru Margethe
--- Johan Oxe og hans Hustru
--- Gregers Jepsen, hans Hustru
--- Per Nielsen, hans Hustru
--- Erik Trolle, hans Hustru
--- Jep Hansen
--- Jakobus
--- Poul Jepsen
--- Jep Jul og hans Hustru Margrete"
Denne lille seddel kaster et lys til trods over denne familiemiddag en dag på Søholm i julen 1490, for mere end 500 år siden. Man kan næsten se dem for sig, hvor hver gæst har medbragt et lys, og de er blevet tændt. Det var en gammel skik og er det, der menes med "at lyse paa".
Hæderspladsen indtages af den gamle Fru Cecilie, Torben Billes Enke, Stammoderen til hele den blomstrnde slægt, som hun ser samlet omkring sig. Haarene er vel graanede, men endnu frisk, rask og rørig. Hun har modtaget Æresposten som Overhofmesterinde hos Dronning Christine; jævnligt samles hendes Sønner og Døtre hos hende på det gamle Egede eller i hendes gaard paa Vordingborg Slot, hvor hun fører kommandoen over den skare af unge Hoffrøkener som omgiver Dronningen, og iblant hvilke den unge Kvinde, som snart skal blive hendes Sønnesøns Hustru og Kong Hans's elskede. Hendes otti Aar til trods Hendes høje Alder saa karsk og sund, at hun kan ledsage Dronningen paa hendes rejse til Stockholm og deltage i de store Fester, hvormed kongen og Dronnigens Kroning forherliges.
Fra Svanholm er Peder Bille og hans Hustru Anne Gyldenstjerne kommet til Julefesten.
Peder Bille er ingen Hofmand; han har aldrig søgt Len eller Kongelige Hædersbevisninger. Riddertitlen har han heller ikke opnaaet og opnaar heller aldrig; langt mindre har han stræbt efter at blive Medlem af Rigsraadet, diplomatiske Finesser og Tilbøjeligheder ere langt fra hans fjernede fra hans Tanker. I stille Tilbagetrukkethed har han henlevet sit Liv paa sin Fædrene Gaard, sysselsat med at udvide sit Gods og opdrage den talrige børneflok, som Fru Anne har skænket ham. Og opdragelsen har sikket været god, thi fra dette Hjem, at de tre fremragende Brødre -- Ove, Kong Hans's og senere Kong Christians Kansler, den senere Biskop i Aarhus, Eske Danmarks Rigshovmester og Statsmand -- ere udgaaede. Fru Anne har sikker sin Del af Æren, for hun hørte til en ren og begavet Slægt, som netop samtidig frembragte en Række af udmærkede Mænd; hendes fader var smukke Knud Gyldenstjerne, som Sagnet har hædret med den unge Enkedronning Dorotheas Kjærlighed.
En skarp Modsætning til Peder Bille hans yngre og højtstræbende Broder Sten Bille. Nært knyttet til broderen Bent har han fulgt den samme bane som en trofast Skygge, han har allerede 1467 giftet sig med Bent Hustrus yngre Søster, den rige Elline Krognos, efter at have født ham seks Børn, som alle er døde tidligt, er fru Elline selv afgået ved Døden; men Sten har vidst at trøste sig og på ny fundet en Ægtefælle i den rige og fornemme Margrethe Rønnov, Marsken Claus Rønnovs Datter. Ærgjerrig og med Lyst og Evne til at deltage i det Offentlige Liv har han vidst at bane sig Vej til Hædersposter og Len. Han er blevet Ridder og Rigsraad faa Aar efter Bent, han har faaet Glasaxe Slot og Len i Skaane i Forlening af Kong Hans, Arvestriden nærmer sig sin sin Afslutning og Aaret efter kan han se sig i rolig Besiddelse af en stor Arv. Jævnlig færdes han paa Allindemagle, men fra nu af bliver Skaane hans egentlige Hjemstavn. I lang Tid har han været usikker paa hvilket Navn han vil bruge. Opkaldt efter den gamle Steen Basse har han følt Forpligtigelsen til at bevare Basse-Navnet; snart har han kaldt sig Steen Basse, snart Basse Bille, men da han forlader Sjælland og fæster Bo i Skaane, forsvinder ogsaa Basse Navnet, og fra nu af kalder han sig kun Steen Bille. Tidlig har han følt sig hendragen til politisk særlig diplomatisk Virksomhed, og det skulle blive hans Lod i en Række af Aar at benytte sit Talent udvikle sin Taalmodighed i de Aar ud Aar og ind fortsatte, langtrukne og Ørkesløse Forhandlinger med de Svenske.
Næst efter de to Brødre følger deres ældste Søster Inger Billesdatter, som hun sædvanligvis kaldes, og hendes aldrende Mand Johan Oxe. Gamle Johan Oxe har været gift en gang før og har en Søn Oluf, som skaffer ham og Stedmoderen mange Bryderier paa Halsen.
Fra Torup i Skaane, en gammel Gaard, der laa paa en Holm i en lille Sø, var den næstældste Søster, Else stævnet hid til Julelaget med sin Mand Greger Jepsen af den bekjendte Slægt, Ulfstand. Gregers Jepsen var en god gammel bekjendt af Billeslægten; hans Slægtning Holger Henriksen af Glimminge var gennem giftermaal med Birgitte Rosensparre, hvis Moder var Mæritslaf Bille, nær beslægtet med den Skaanske gren af Bille-Ætten. På Lyngbygaard (Trolle-Ljyngby) eller Glimminge kan Greger Jepsen have lært sin Hustru at kende. Forøvrigt tier Historien om dette Ægtepar ligesom den yngste endnu levende Søster Regitse og hendes Husbond Peder Nielsen Gyldenstjerne paa Tim i Jylland.
Langt bedre underrettet ere vi om de følgende på listen; Erik Trolle og hans Hustru Ingeborg Phillipsdatter Thott. Fru Ingeborg, som havde mistet sin Husbond Gunnar Karlsen den 26. juli 1486. Men Rækken af de i Julemiddagen på Søholm deltagende Gjæster er ikke slut endnu. Jep Hansen og Jakobus maa vi desværre erkjende vort Ubekjenskab til. Poul Jepsen er derimod en ikke aldeles ukjendt Person. Han var et gammelt Husinventar fra Ermegaard Frilles Fædrende hjem og første Ægteskabs Tid. Hans Fader var Jakob Villesen Færke til Kjeldkær i Jylland, hans Moder Gissel Sehested og igjemmen hende var han langt ude Beslægtet med Fru Ermegaard. Kjeldkjær ejede han sandsynligvis ikke, men formuende har han i sin Tid været; thi han var istand til at laane den gamle Johan Frille, Eggert Frilles Broder, som døde på Fru Cecilies Gaard Nielstrup, en ikke ubetydelig Sum Penge. Han har været meget nær knyttet til Bent og hans Hustru, thi han overdrog dem al sin ejendom og alle sine Penge, og har derfor fået en fast Stilling i deres Hus og Hjem. Altid er han parat til at underskrive og forsegle Dokumenter, til at møde på Thinge for Hr. Bent, og med rette finder vi ham derfor ogsaa til stede ved denne Fest, hvor Familie fra nær og fjærn var samlet. Jep Jul og hans Hustru Margrethe vare sandsynligvis Slægtninge af Ermegaard Frille på Mødrene side og der er ikke urimeligt, at antage, at alle sidstnænte Personer have staaet i Slægtskabsforbindelse med hende.
Medens disse ere de sidste Navne paa Listen, staar Værten, hans Hustru, deres Sønner, Døtre og Svigersøn står øverst. Bent Bille og Fru Ermegaard kunne med glæde se tilbage på de svundne Aar. De havde bragt dem Rigdom, en blomstrende Ungdom omgav dem, tre næsten voksne Sønner, og to Døtre, hvoraf den ene, Karen allerede var blevet gift med Henrik Knudsen Gyldenstjerne fra Iversnæs paa Fyn. Den Fest, som hin Januaraften Fejredes paa det nu forlængst forsvundne Søholm, har sandsynligvis bidraget til at styrne det Sammenhold, som en gammel Tid var i Slægten og som i det følgende tidsrum skulle vis en forbavsende Kraft. Det lille Dokument, som kun nogle ubruelige Jordbogsoptegnelser have frelst fra Ødelæggelse, er saaledes et vigtigt historisk Aktstykke. Det danner ligsom afslutningen paa den gamle Slægt, Torbensønnerne der nu har naaet sit Højdepunkt, og peger frem mod den nye unge Slægt, der skulle hæve Ætten til den mægtigste og mest indflydelsesrige i Danmark."(Citat fra Billeættens historie København 1893)
Blandt slægtens betydelige mænd er Steen Basse Billes søn, Claus Bille 1490-1558, der sammen med Søren Nordby og Otto Krumpen blev slået til riddere 4. November 1520 i Stockholm for deres dåd i forbindelse med blodbadet og nedslagtningen af den svenske adel under Christian II. Det var Claus Bille og Søren Nordby, der stod for arrestationerne.
Stockholm 1521
Claus Bille
Tycho Brahe er en af Claus Billes børnebørn, idet hans mor er Beate Bille gift med Otto Brahe til Knutstorp.
Billeætten har således sin storhedstid i senmiddelalderen. Fra 1448 til 1660 blev der udnævnt 15 Biller til Rigsrådet, slægten havde således sin største politiske indflydelse netop omkring Reformationen.
Markant i den forbindelse står rigsråd Anders Bentsen Bille (1477 - 1555), der igennem hele Christian II regeringstid stod på særdeles god fod med Kongen.
Men efter Kongens flugt skiftede han øjeblikkeligt parti til fordel for Frederik I. Udbyttet af hans politiske skift blev en markant placering i Frederik I's regeringstid med plads i rigstådet og senere med udnævnelse til en af statholderne på Sælland. Fra 1527 var han øverste høvedsmand eller mønstringsherre på Sjælland. Hans politiske opportunisme kom også frem senere, da greve Christoffer under (Grevens Fejde 1534-1536) havde indtaget hele Østsjælland og indledt belejring af Anders Billes besiddelser, Stegehus og Søholm. Efter overgivelse og forhandlinger endte Anders Bille som en af grevens nærmeste rådgivere.
Først da Anders Bille blev fanget under "adelsjagten", slap hans diplomatiske evner op. Sammmen med adskillige andre adelige førtes han til Mecklenburg. Han mistede sin plads i rigsrådet og sine len - en slagen og færdig mand, skulle man tro. Men via et ægteskab med den unge Anne Lykke, broderdatter til den indflydelsesrige Jørgen Lykke, lykkedes det ham allerede i 1539 at blive genudnævnt til rigsråd. Senere fik han igen len og blev udnævnt til statholder i København. Det er meget godt klaret.
Adelen var oprindeligt landmænd og krigere, som pga. af forpligtelsen til at deltage i krigstjeneste kunne slippe for at betale skat. I løbet af middelalderen udvikler de sig til Kongens militære magtbase og sættes skiftevis ind mod ydre fjender og bønder, som gør oprør mod de mange skatter. Men eftersom adelen besidder de militære magtmidler, kommer Kongen i afhængighedsforhold til adelen. Med Christian IV og Frederik III lykkedes det at afvæbne adelen og bringe den til fald. Under Christian IV afløser man efterhånden rostjenesten med nationale regimenter stillet direkte under Kongen, og under Frederik III indføres enevælden i 1660, hvorved den politiske magt glider over på Kongens hænder alene. Herefter bliver Adelen godssamlere eller gør tjeneste under Kongen som officerer.
Under Christian IV's tid blev der kun optaget 2 Biller i Rigsrådet. Det var navnebrødrene 
Anders Steensen Bille til Rosendal 1580-1633 og Anders Eriksen Bille til Damsbo 1600-1647. Hovedparten af Christian IV's råder havde gjort tjeneste ved i Danske Kancelli eller ved Hoffet. Således også Anders og Anders. Anders Steensen Bille havde en lang militær karriere som oberst ved Den Skånske Fane og udmærkede sig i Kalmarkrigen 1610 - 1628. Desuden havde han været hofjunker i 7 år.
Anders Eriksen Bille gik i udenlandsk krigstjeneste som 19 årig hos kurfyrst Frederik af Pfalz, og tjente bl.a. i Mansfeld's felttog mod Schlesien. Han kommer til Danmark i 1627 og efter en tid som lensmand og værge for Ulrik Christian Gyldenløve bliver han 18. april 1542 udnævnt til rigsråd og rigsmarsk. Ved krigen i 1657 kæmper han for kort tid med held i Bremen, men må trække sig tilbage til Frederiksodde, ved hvis indtagelse, 24. oktober 1657, han bliver hårdt såret og taget til fange. Han dør kort efter af sine sår. Hans rustning findes på Nationalmuseet i Stockholm.
Ovenstående er delvist baseret på Baron Preben Bille Brahes hjemmeside.
Øvrige Kilder: Billeættens Historie, Mollerup og Meidell, Gyldendals Forlag, København 1893.
Danmarks Adels Aarbog 1983-93, Stamtavle over slægten Bille, Adelsårbogen. Det Kongelige Bibliotek og Rigsarkivet
Danmarks riges breve http://diplomatarium.dk/drb/diplomer/01-002.html.
Erik IV Plovpenning
Dette røde hus ligger på Stortorget i Stockholm.
Hver af de lyse sten, 89 i alt, repræsenteret
hovedet på en af de aflivede svenske adelige.
Det er værd at nævne, at den svenske adelsstand
på dette tidspunkt næppe har talt mere end 250 personer.